Til forsiden

OM OS

Lær Anne Dorte
og Miké at kende.

Vi er Anne Dorte Randløv og Miké Simonsen, og vi er begge uddannede mastercoaches. Vi er forskellige som mennesker og arbejder også forskelligt som coaches. Her kan du læse lidt om os og om, hvad vi hver især tager med ind i samtalen.

Anne Dorte RandløvINTUITION & NÆRVÆR

MØD ANNE DORTE

Anne Dorte
Randløv

Mastercoach siden 2019

Der skal være plads til det menneske, du er

Min uddannelse i neurokommunikation har betydet meget for min egen udvikling. Den har givet mig en større forståelse for, hvor forskellige vi mennesker er, og hvor meget det betyder at blive mødt med rummelighed.

Det husker jeg på, når vi taler sammen. Jeg lytter og giver dig tid til at fortælle, også når det er svært at finde ordene.

Meditation har været en del af mit liv i mange år. Jeg har en intuitiv og spirituel tilgang og lægger mærke til stemninger og til, hvordan jeg selv oplever mødet med et andet menneske.

Jeg vil gerne hjælpe dig med at få øje på, hvad du selv kan gøre, og hvad der tidligere har hjulpet dig. Vi taler om dine erfaringer og det, du gerne vil ændre.

Kontakt os om en samtale med Anne Dorte
Miké SimonsenSTRUKTUR & PERSPEKTIV

MØD MIKÉ

Miké
Simonsen

Mastercoach siden 2020

Jeg lytter, spørger ind og hjælper dig med at finde dine egne svar

Personlig udvikling har fulgt mig gennem en stor del af mit voksenliv. Det førte mig til uddannelsen i neurokommunikation, som bygger på NLP. Det var især kommunikationen, der fangede min interesse.

Hvordan taler vi til hinanden, og hvad går vi og fortæller os selv? Jeg er nysgerrig på de tanker og forestillinger, der kan få os til at tvivle på os selv eller holde os fast i et mønster.

Min tilgang er konkret og struktureret. Jeg vil gerne forstå, hvordan tingene hænger sammen, og skabe overblik sammen med dig. Jeg kommer ikke med svaret på, hvordan dit liv skal være. Min opgave er at stille spørgsmål, som hjælper dig med at finde din egen retning.

Musik har været en del af mit liv, siden jeg var ganske ung. Jeg har udgivet musik og stået på scener, og jeg kender både energien i rampelyset og stilheden bagefter. Min baggrund som grafiker og dj og mit arbejde med mennesker har lært mig meget om at lytte, se og forstå.

Vi vil alle gerne anerkendes og høres. Det, der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig. Derfor tager samtalen altid udgangspunkt i dine erfaringer, dine ønsker og den person, du gerne vil være.

Kontakt os om en samtale med Miké

VORES HISTORIE

Velkommen til
Randløv & Simonsen
Coaching

Vi ved fra vores eget liv, hvor meget en god samtale kan betyde, når noget er svært, eller man er i tvivl om, hvad man skal gøre.

I 2018 blev vi begge uddannet som sundhedscoach og coach i neurokommunikation hos Anni Simonsen. Siden har vi begge taget en masteroverbygning. Anne Dorte blev færdig som mastercoach i 2019 og Miké i 2020. Uddannelserne har betydet meget for os, både hver for sig og som par.

Undervejs opdagede vi, hvor stor betydning det har, hvad vi siger til hinanden, og hvad vi går og fortæller os selv. Vi lærte at lytte mere, give hinanden plads og møde vores forskelligheder med nysgerrighed frem for at insistere på at få ret.

Det har ændret måden, vi er sammen på. Vi behøver ikke være enige om alt. Vi vil hellere forstå hinanden og kunne tale ordentligt sammen, også når vi ser forskelligt på tingene.

Sådan er vi forskellige

Anne Dorte mærker og fornemmer meget og har en intuitiv og spirituel tilgang til livet. Hun lægger vægt på nærvær og på at give plads til det, der kan være svært at sætte ord på.

Miké er mere konkret og struktureret. Han kalder sig selv en boksmand, fordi han gerne vil forstå, hvordan tingene hænger sammen. Han stiller spørgsmål, søger forklaringer og kan godt lide at skabe overblik.

Vi kommer med forskellige erfaringer, og vi møder ikke altid verden på samme måde. Det ser vi som en styrke. Vores eget forhold har lært os, hvor værdifuldt det er at blive mødt med respekt, også når man tænker og føler anderledes.

Når du har brug for at finde din vej videre

Vi holder meget af vores arbejde. Det betyder noget for os at få lov til at lytte, når et menneske har det svært, og at være med, når en samtale gør det lettere at forstå situationen eller træffe et valg.

Du kender dit liv bedst. Vores opgave er at lytte og stille spørgsmål, så vi sammen kan finde ud af, hvad der gør det svært at ændre de ting, du ønsker at ændre. Vi tager os tid og arbejder med det, du er klar til.

Ring eller skriv til os, hvis du har lyst til at høre mere. Vi taler gerne med dig om, hvorvidt vi kan hjælpe med det, du står i.

Anne Dorte Randløv & Miké Simonsen

Lad os tale sammen
Originalfotoet af Anne Dorte og Miké, der danser på stranden på Bornholm
Det originale billede fra Bornholm.

HISTORIEN BAG VORES LOGO

Billedet bag
vores logo.

Silhuetten i vores logo er tegnet ud fra dette billede af os, der danser på stranden på Bornholm.

Vi har også brugt billedet af os i toppen af forsiden. Det er et dejligt minde, som vi gerne vil have med på hjemmesiden.

DET FØRSTE SKRIDT

Lad os finde ud af,
hvad du har brug for.

Ring eller skriv og fortæl lidt om, hvad du gerne vil have hjælp til. Vi hjælper dig gerne med at vælge en samtale.

Kontakt os